Det kan være svært at være pårørende eller forældre til børn med autisme eller i det hele taget bare forstå børn med en autisme-diagnose. Børn med autistiske træk har specielle behov, og det kan gøre, at de virker meget anderledes end andre børn. Men autismen er kun én side af det autistiske barn. Alligevel er det en side, som er god at lære at forstå og håndtere, så du kan hjælpe dit autistiske barn så godt som muligt. Det giver vi dig gode råd til, hvordan du gør, her.

9 gode råd til, hvordan du håndterer dit barns autisme

• Vær forberedt på stærke reaktioner som følge af sanseindtryk
Bearbejdningen af sanseindtryk hos autistiske børn foregår ikke normalt. Sanserne hos autistiske børn reagerer på alt, hvad der kommer ind udefra, og det kan være svært for forældre og andre mennesker at forstå. Vær derfor forberedt på, at dit barns reaktioner overfor nogle sanseindtryk kan være voldsomme.

• Find årsagen til dit barns ”nedsmeltninger”
”Nedsmeltninger” kan være slemme for forældre til et autistisk barn, men det er mindst ligeså slemt for barnet. Prøv derfor at finde ud af, hvad det er, der giver dit barn ”nedsmeltninger”, altså en følelse af kaos, hvor hjernen overophedes af for mange indtryk og derfor ikke fungerer, som den skal. Undersøg, hvad det er – ting, rum, personer eller andet - der giver dit barn denne ”nedsmeltning”.

• Vær konkret
Vær meget konkret i de ting, du siger til dit barn. Når du får dit barns opmærksomhed, skal du være meget konkret i de ting, du siger. Skal I spise nu eller om 10 minutter? Hvad skal I have, hvordan ser det ud, og hvad er der i (hvis det er mad dit barn ikke kender), hvor længe skal I spise, og hvad skal I lave bagefter. Prøv at være så konkret som muligt overfor dit barn og sig om nødvendigt tingene flere gange.

• Undgå metaforer og gamle ordsprog
Et autistisk barn tænker meget konkret og opfatter sproget bogstaveligt. Barnet forstår derfor ikke udtryk som ”Klap lige hesten” og opfatter det du siger bogstaveligt. Fortæl derfor i stedet dit barn, at det skal tage det roligt.

• Vis dit barn, hvordan man gør tingene – mange gange
Da autistiske børn er meget visuelle, har de brug for at få vist, hvordan man gør ting, eller hvad ting er. Og det kan godt være, at de ikke lære det 1., 2. eller 3. gang, men bliv ved, så skal barnet nok til sidst lære det.

• Bær over med dit barns begrænsede ordforråd
Sproget er vanskeligt for børn med autisme, og da de ofte har et meget begrænset ordforråd, kan det være svært for barnet at sætte ord på, hvad det har brug for. Du bliver derfor nødt til at acceptere og bære over med, at dit barn ikke kan udtrykke sig særlig godt sprogligt. I stedet for at blive sur og skælde ud, skal du prøve at hjælpe barnet med at finde frem til, hvad det har brug for.

• Fokuser på, hvad dit barn kan
I stedet for at fokusere på alle de ting, som dit barn ikke kan, skal du fokusere på det, dit barn kan. Lad være med at fokusere på, hvor dårlig dit barn er til sproget og til at interagere med andre børn, og ret i stedet opmærksomheden på det, barnet kan og byg videre ud fra det. Dit barn lærer ikke, ligesom mange andre børn, hvis det får en følelse af, at det ikke kan finde ud af noget.

• Hjælp barnet med at finde legekammerater

Det kan måske virke som om, at dit barn ikke vil lege med andre børn og helst vil være alene, men nogle gange kan det skyldes, at barnet ikke ved, hvordan man kommer med i legen. Hjælp derfor barnet med at finde legekammerater på legepladsen og andre steder.

• Vær tålmodig
Hav masser af tålmodighed overfor dit barn og giv dig tid til at vise og fortælle dit barn tingene flere gange. Se dit barns autisme som en anderledes færdighed i stedet for en mangel og giv dit barn tid til at lære og forstå tingene.

Filurlige hilsner